STATUS PÅ BYUDVIKLING I TORSLUNDE

På byrådsmødet i sidste uge tirsdag den 27. maj drøftede Ishøj Byråd planerne for byudvikling i Torslunde. Mødet var velbesøgt af borgere fra Torslunde.

Planerne om byudvikling i Torslunde er en del af Ishøj Kommunes samlede forslagskatalog til revision af Fingerplanen. Kataloget består af 17 forslag, hvoraf forslag nr. 8 og 9 vedrører byudvikling i Torslunde.

På byrådsmødet blev et revideret forslagskatalog vedtaget. I det reviderede katalog blev det mest vidtgående forslag om byudvikling i Torslunde droppet (forslaget omhandlede en spejling af byen nord for Torslundevej). Til gengæld blev forslaget om byudvikling øst for Torslunde fastholdt.

Socialdemokratiet, Enhedslisten og Steen Skovhus fra Ishøjlisten stemte for det reviderede forslagskatalog.

De øvrige partier i form af SF, Venstre, IshøjDemokraterne og de øvrige 3 medlemmer af Ishøjlisten havde fremsat forslag til et mere reduceret forslagskatalog, hvor begge forslag til byudvikling i Torslunde var droppet.

På byrådsmødet stillede Torslunde Bylaug spørgsmål om, hvilken strategi, politik eller planfaglighed, der ligger bag kommunens ønske om at byudvikle i Torlsunde (se spørgsmålet vedhæftet herunder). Vi synes ikke, at vi fik noget svar, men det kan man selv få syn for her på TV-transmissionen fra byrådsmødet (spol frem til 34.24 minutter): https://www.youtube.com/watch?v=mvWaL7xiDvE

Men uanset svaret er spørgsmålet interessant, fordi det udfordrer kommunens planfaglighed.