Kategoriarkiv: Bystyre

Referat af bystyremøde 27-11-2017

Møde i Torslunde Bylaug den 27. november 2017

Mødet afholdtes hos Torben

 

Dagsorden

  1. Økonomi – fra retssag
  2. Retssag
  3. Torslundevej – projektets forløb
  4. Bystævne – dato, på valg: Torben, Wili, Adam, Ditte
  5. Nabohjælp
  6. Lokalplan
  7. Hjertestarter
  8. Juletræstænding – 3. december 2018
  9. Bystyrearbejdet generelt – forventningsafstemning
  10. Eventuelt

 

Referat

 

Ad 1. Økonomi – fra retssag

Afgørelsen førte til, at ejerne af Torslunde Bygade 23 betaler 50.000 kr. til Ishøj Kommune, som fordeler beløbet efter nærmere aftale med Torslunde Bylaug, når landmålerassistance for salg af en del af gadejordene er afklaret.

 

Ad 2. Retssag

Der var enighed om, at det var fint, der var indgået et forlig, så sagen kan afsluttes.

 

Ad 3. Torslundevej – projektets forløb

Vejen er blevet indviet. Der var stor opbakning til indvielsesarrangementet.

  • Der var et ønske om, at der var skilte med, hvem der har vigepligt ved ind- og udkørsel af byen.
  • Skiltene med ophævelse af 40 km-grænse ned mod Torslunde Bygade, Smedeengen og Ellekilde skulle fjernes, men de er ikke fjernet endnu..
  • Gang/cykelstierne mangler en klarere afmærkning af, at man ikke må køre/parkere på dem. Det er ikke nok med den kommende lidt rødlige pigment i asfalten.
  • Bumpene er meget svære at køre på for cykler – bør flades lidt mere ud.
  • Der mangler et bump ved den ene byport
  • Asfalten på Torslundemaglevej bør repareres, fordi der har kørt store entreprenørmaskiner på den
  • Sikkerheden for cyklister er dårlig flere steder, fordi biler er nødt til at køre helt ud pga. sigtbarheden

 

Ad 4. Bystævne – dato

  • Der er sat en foreløbig dato den 15. marts 2018.
  • Torben, Wili, Adam og Ditte er på valg. Adam vil gerne give plads til en ny repræsentant i bylauget. Han vil dog gerne fortsat passe hjemmesiden.

 

Ad 5. Nabohjælp

  • Der bliver opstilet 3-4 skilte med nabohjælp rundt omkring i landsbyen.

 

Ad 6. Lokalplan

  • Arbejdet med lokalplan er endnu ikke sat i gang. Ole og Wili kigger på det.

 

Ad 7. Hjertestarter

  • Vi har netop fået afslag på ansøgning om en hjertestarter igen. Den koster ca. 15.000, evt. 25.000 inkl. førstehjælpskurser. Ole og Wili undersøger muligheden for tilskud fra regionen eller andre fonde og går ellers videre med at indkøbe sammen med kommunen og menighedsrådet.

 

Ad 8. Juletræstænding 3. december kl. 16.00

  • Helle og Adam varmer æbleskiver og gløgg / varm kakao

 

Ad 9. Bystyrearbejdet generelt

  • Der var en en diskussion af, hvor meget der skal ske mellem møderne, og hvordan arbejdet fordeles mellem medlemmerne af bystyret.

 

Ad 10. Eventuelt

  • Der var en drøftelse af, hvordan vi sikrer fuld tilgængelighed ad Torslunde Bygade, hvor rabatten flere steder er spærret af bl.a. sten.
  • Det blev drøftet, at Sprøjtehusbakken bør passes bedre af kommunen. Det tages op med kommunen, at de gamle og nye byjorder + shelterpladsen skal have slået græsset.
  • Næste møde foreslås afholdt 22. januar 2018, hvis der ikke er nogen, der opponerer.
  • Beskæring af frugttræer – Helle undersøger mulige løsninger.
  • Nye tilflyttere til landsbyen. Vi undersøger, om der er huller i forhold til, hvem der er medlemmer af bylauget. Der er ca. 110 husstande i landsbyen.

 

Referat af bystyremøde 17-08-2017

Referat af bystyremøde den 17. august 2017
Til stede: Torben, Adam, Wili, Ditte, Niels, Ole
Fraværende: Mogens, Helle
Økonomi
  • Der er udsigt til et relativt stort underskud i år som følge af underskudsbudgetteringen af arrangementerne. Vi arbejder henimod en større grad af balance i næste års arrangementer. Muligheder drøftes på næste møde.
Torslundevej
  • Status for vejprojektet – der orienteres også om det på hjemmesiden. Entreprenøren er ved at lave chikaner. Der kommer chikaner ved indgang og udgang af byen, bump og slalom-chikaner. Der var en drøftelse af, at det er vigtigt, at der laves en løsning, så det undgås, at parkerede biler blokerer gang/cykelstierne, så man vil skulle ud på vejen for at komme udenom. Der kommer rød asfalt på cykelstierne og bør laves klar markering til sikring af, at der ikke parkeres.
  • Der har været et problem med afvanding af en række indkørsler, da vand ikke må ledes ud på vejen.
  • Festivitas ifm. færdiggørelsen af Torslundevej. Kommunen vil arrangere noget. Der forsøges lagt om eftermiddagen fredag den 13. oktober – lige inden efterårsferien.
Opfølgning på møde med kommunen
  • Se separat referat af mødet
Høstfest
  • Der er ca. 30 tilmeldte til høstfesten.
Grønt forum
  • Bystyret overvejer deltagelse i arrangementet.
Lokalplan
  • Kommunen arbejder på en plan over, hvad der er bevaringsværdigt og fredet. Der arbejdes henimod, at temaet tages op til bystævnet.
Retssag
  • Retssagen er berammet til 16., 17. og 19. oktober.
Eventuelt
  • Kommunen bør slå græs bedre omkring shelterne. Det tages op på næste møde med kommunen. Det undersøges, hvad der indgår i aftalen med kommunen.
  • Kabelplus – der er store problemer med ustabilt internet og telefoni.

Referat af bystyremøde 18-04-2017

Dagsorden

  1. Økonomi
  2. Opfølgning på Bystævnet
    1. Hjertestarter
    2. Nabohjælp
    3. Bustrafik
  1. Torslundevej
    1. Tidsplan
    2. Kommunikation med kommunen
    3. Event
  1. Udlejningspriser
  2. Festudvalg
    1. Grundlovsfest
    2. Høstfest
    3. Juletræ
    4. Fastelavn
  1. Egne opgaver
  2. Fremtidigt møde med kommunen
  3. Evt.

 

Referat

Til stede: Torben, Adam, Helle, Wili, Ditte, Mogens, Ole

Fraværende: Niels

Ad 1. Økonomi

Der var en drøftelse af, hvordan der kommer balance i regnskabet, så der er penge til fremtidige initiativer.

Ad 2. Opfølgning på Bystævnet

  • Der var enighed om, at bystævnet var gået godt. Thorshøjgård fungerede også godt til formålet. Der manglede en del børnefamilier, så vi kan overveje at gøre det mere attraktivt for børn. Afstanden fra Torslunde landsby viste sig også lidt at lægge en dæmper på festlighederne, hvilket blev taget til efterretning i forhold til en fremtidig placeret af eventuelt Byhus.
  1. Hjertestarter: Vi søger TrygFonden endnu en gang i september. Der kommer afklaring efter ca. 3 måneder. Vi fik ikke tilskud, da vi søgte sidste år. Wili har indsendt ansøgning.
  2. Nabohjælp: Der arrangeres en rundtur med opstilling af skilte. Det afklares, hvor mange skilte der skal sættes op. Helle er tovholder.
  3. Bustrafik: Kommunen undersøges muligheder for at lave en fælles buslinje sammen med Høje Taastrup. Der var enighed om, at det vil være en god ide, hvis man fx kan komme til Høje Taastrup Station og City 2 med jævne mellemrum. Vi tager dette emne med på næstkommende møde med kommunen.

Ad 3. Torslundevej

  1. Tidsplan: Tidsplanen holder, de skal være færdige til sommer.
  2. Kommunikation med kommunen: Torben har talt med kommunen om forløbet. Der er ikke flertal i byrådet om en ekstrabevilling til brosten på Torslundevej.
  3. Event: Det overvejes, om der skal laves en event ifm. færdiggørelsen, fx i forbindelse med høstfesten. Torben følger op på det. Vi tager dette emne med på næstkommende møde med kommunen.

Ad 4. Begge grillerne sættes til 200 kr. i udlejningspris. Ole Beckmann undersøger muligheden for at reparere kaffemaskinen, ellers købes en ny. Der er lavet en øget vejledning om, hvordan og hvor meget man betaler, og Mogens orienteres om de konkrete udlejninger.

Ad 5. Festudvalg

  1. Grundlovsfest: I år stilles der en grill op, og vi tager selv mad med.
  2. Høstfest: Der er foreslået den 19. august. Niels spørges, om han vil være tovholder. Det skal afklares, om det passer ift. Charlotte
  3. Juletræ: Udsættes til næste møde
  4. Fastelavn: Udsættes til næste møde
  • Derudover er der Halloween, som også er en populær fest i landsbyen.

Ad 6. Egne opgaver

  • Det tages op på et fremtidigt møde, hvilke opgaver hver enkelt vil påtage sig, og hvilke områder hver enkelt vil tage op. Oldermanden påpegede vigtigheden af, alle har emner/opgaver, som man går op i og er villig til at lægge kræfter i at få til at ske – også mellem møderne.

Ad 7. Fremtidigt møde med kommunen

  • Ishøj Kommune har søgt til naturforbedringer – fjernelse af beton i Lille Vejleå. Det vil koste ca. 150 mio.

 

Ad 8. Evt.

  • Stig har spurgt ind til bidrag til  arrangement med spisning på shelterpladsen ifm. initiativet “Danmark spiser sammen”. Shelterpladsen reserveres til tirsdag den 2. maj. De er velkomne til at låne telte mv. gratis. Det er reserveret.
  • Kommunen har en pulje til legepladser, og der anlægges måske en legeplads ift. det nye byggeri ved Torslundevej 79. Ole følger op på, hvad der er op og ned i sagen. Vi tager dette emne med på næstkommende møde med kommunen.
  • Man skal nu have adgang til NemID til Nets. Mogens har ikke adgang til Nets via hans udleverede kortlæser. Adam følger op på muligheden for at autorisere adgang til Mogens.
  • Der var en drøftelse aftitlen som årets landsby, hvor der i år er fokus på det digitale. Ansøgningsfrist er 18. april. Det overvejes fremadrettet, om vi skal søge.
  • Der skal laves en ny lokalplan for Torslunde. Vi tager dette emne med på næstkommende møde med kommunen og vil i øvrigt arbejde på at være på forkant med begivenhederne, så vi ikke er uforberedte,  når arbejdet med den fremtidige lokalplan for alvor går i gang.
  • Der er kommet nye tilflyttere til Torslunde – nye beboere på Solhøj og de nye byggerier på Torslundevej. Der tages kontakt til dem.

 

 

 

Referat af bystyremøde 09-03-2017

Til stede: Torben, Adam, Helle, Wili, Ditte, Lars
Fraværende: Mogens, Niels
Referent: Adam
Regnskab for 2016
  • Der foreslås gennemført en hensættelse til hoppeborg på 10.000. Med dette vil der samlet været et underskud i år på 23.000, hvilket skyldes et underskud på 6.209 kr. Til grundlovsdagen og en række nyanskaffelser, bl.a. en rampe til shelterpladsen.
  • Bylauget foreslår, at kontingentet hæves med 50 kr. Til hhv. 250 kr. for husstande, og 150 kr. for pensionisthusstand.
Nabohjælp
  • Der vil skulle opsættes nogle skilte for nabohjælp, som man ansøger om til Teknisk Forvaltning. Mulighederne for nabohjælp foreslås drøftet under eventuelt på bystævnet. Det undersøges, om politiet kan deltage i bystævnet og fortælle om sikring af boligerne.
Bystævne 12. marts
  • Der udsendes reminder om Bystævnet på Thorshøjgård, herunder på Facebook. Der gælder retningslinjer ift. rygning og alkohol, som vi bør indskærpe. Helle har nøgle og lukker os ind. Vi møder ind en time inden kl. 13.00. Der bliver også et lille oplæg om Thorshøjgård.
  • Lars tager brød med, Niels vin, Torben pølse og ost og Wili øl og vand.

Indkaldelse til Bystævne 2017

I henhold til vedtægterne, indkaldelse hermed til afholdelse af det årlige Bystævne i kantinen på Thorshøjgård Søndag den 12. marts 2017 kl 14:00. Ved arrangementet er bystyret som vanligt efterfølgende vært ved et lille traktement præget af ost, pølse og rødvin. Af hensyn til indkøb beder vi Jer tilmelde Jer ved at skrive en kommentar til dette indlæg eller sende en mail Oldermanden på torben@mandrupsoftware.dk – Vel mødt:-)

I henhold til vedtægterne er dagsorden som følger (bemærk at eventuelle forslag skal være Oldermanden i hænde senest 10 dage før Bystævnet):

1. Valg af dirigent
2. Oldermandens beretning – Evt. andre beretninger fra udvalg
3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab
4. Fastsættelse af kontingent for kommende år
5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)
6. Behandling af indkomne forslag (se §12)
7. Eventuelt

Referat af bystyremøde 13-12-2016

Tilstede: Helle, Lars, Torben, Wili, Ditte, Niels

Fraværende: Mogens, Adam

Referent: Ditte

  1. Økonomi:

Mogens er ikke tilstede, punkt udgår.

  1. Opfølgning på dagsinstitutioner

Der er blevet opnormeret med 7 vuggestuepladser i Elverhøj. Endvidere er søskendegaranti og distrikspladsgaranti er i høring i kommunen. Så der skulle være øget sandsynlighed for at få plads til sit barn i Elverhøj nu.

  1. Nabohjælp og SMS-kæde

Helle orienterer om hvordan nabohjælp fungerer, ved at naboers telefonnumre indtastes på i en defineret profil på hjemmeside. Det foreslås at Bylauget indkøber skilte og sætter op et par steder i byen. Helle undersøger, hvordan Nabohjælp kan brandes i Torslunde, fx til Bystævnet.

Mulighed for SMS –kæde undersøges, og diskuteres, ifht. vedligehold mm.

  1. Retssag

Der er foreslået forlig mht. Byjorde og Torslunde Bygade 23, og sandsynligvis kommer der endnu en retssag. Så vi afventer forsat.

  1. Torslundevej – renovering

Torben har skrevet til entreprenør/kommune for at få tidsplan, som vil blive offentliggjort på hjemmesiden, og Torben er i løbende kontakt med kommunen. Man regner stadig med at hele projektet er færdigt i 2017.

  1. Bystævne
  1. Dato: Søndag d. 12. marts fra kl. 14, evt. afholdelse på Thorhøjgaard, Helle undersøger.
  2. Opgaver:Lars: Brød

    Helle: Vin

    Torben: Pølse og ost

    Niels: Øl, vand

  3. Opstillinger: alle fremmødte stiller op igen
  4. Fremstød til nye borgere, med uddeling af flyers. Ditte taler med Henrik om skabelon som allerede forefindes og print, og Torben går rundt og hilser på i januar.
  1. Eventuelt

Diskussion om ønske af skærpelse af lokalplan

Referat af Bystyremøde 03-10-2016

Til stede: Helle (referent), Ditte, Wili, Niels, Mogens og Torben

1: Økonomi

Bylauget har en opsparing på ca. 33.000.

2: Næste arrangementer

Juletræstænding samarbejde med kirken, Torben er ansvarlig.

Fastelavn ligeledes i samarbejde med kirken, Ditte er ansvarlig.

3: Retssag i forbindelse med gadejorde

Der er den 17. oktober frist for indsigelser, hvorefter sagen fremføres.

4: Møde med kommunen

  1. Renovation af Torslundevej skulle være påbegyndt i uge 37, men pga. etablering af regnvandsbassin (lige bag elskabet ved Torslundemaglevej ) er dette udsat. Kommunen vil undersøge mulighederne for en visuel afmærkning af gang/cykelsti.
  2. Byhus, Bystyret fremførte fortsat ønske om dette og bad kommunen om at indtænke muligheder i forbindelse med etablering af regnvandsbassin/skybrudssikring af Torslundevej. Der vil i den forbindelse blive lavet en bygge/arbejds-plads som efterfølgende evt. kunne danne grundlag for byhus.
  3. Stier,  i Torslunde mellem de nye udstykninger Ellekilde, Torslundevej 79 og engen blev fremført som et ønske.
  4. Institutionspladser, der har været en del tale om at børn fra Ishøj landsby og Torslunde er blevet henvist til stranden. Ditte fortæller, at man udelukkende er garanteret en plads i distriktet. Der er stor opmærksomhed på dette fra institutionernes side. Bylauget stiller sig til rådighed i det omfang, det måtte gavne den videre proces. Det er en vigtig sag, da det er et emne der kan være definerende for om folk ønsker tilflytning eller ej.
  5. Dispensationssager, Bystyret agter at invitere til kommunen til dialog ved næste Bystævne.

5: Overvågning af referater/dagsordner

Torben overtager tjansen.

  1. Halloween 

Ditte og Maria invitere til Haloween på schelterpladsen den 29. oktober, store og små er velkomne. Bystyret yder tilskud. Hold øje med hjemmesiden vedr. arrangementet.

  1. Eventuelt

a.Udlejningsting, 2 stk. gasvarmere kan nu lejes for 125,- stk. uden gas.

b. Lokalplan, Bystyret vil forsøge at være på forkant med den ny lokalplan og tilbyde kommunen et samarbejde.

Referat af Bystyremøde 18-04-2016

Til stede: Torben, Adam, Niels, Helle, Wili og Mogens

1. Økonomi
Bylauget har en opsparing på ca. 50.000. Der hensættes 10.000 til køb af ny hoppeborg, når den nuværende ikke kan repareres mere.

2. Opfølgning på Bystævne
a. Der var enighed om, at bystævnet var gået godt, også det offentlige møde.
b. Der har været en klage over affald, som ikke giver anledning til yderligere tiltag.
c. Rammerne for græsslåning på shelterpladsen undersøges hos kommunen.
d. Det gamle vægskab er blevet meget slidt. Wili taler med Karsten om at lave det.
e. Muligheden for hævede røde flader undersøges ved at spørge kommunen.

3. Afholdelse arrangementer
Adam følger op på, at der er ansvarlige til alle arrangementer. Det tages op på næste møde.

4. Kommende møder med kommunen
a. Græs på shelterplads
b. Stisystemer gennem skoven
c. Lille Bygade. Der var en diskussion af, om bylauget skal tage sagen op. Det blev besluttet ikke at foretage noget, før der er enighed.

5. Retssagen om byjorden er blevet udsat. Vi afventer ny dato.

6 Evt.
Affaldsindsamling var en succes igen i år. Der var mindre affald de fleste steder i byen. Der var dog problemer, hvor der har været byggerier. Der lægges et indlæg på hjemmesiden.
Torben besøger de nye beboere i landsbyen.

Husk borgermøde og bystævne i dag fra kl. 14

Husk borgermøde om de trafikale forhold på Torslundevej i dag kl. 14-15 i Konfirmandstyre og bystævne (bylaugets årlige generalforsamling) fra kl. 15 efterfulgt som vanligt af et lille traktement af ost, pølse, øl, vand og vin. Da Daniel flytter fra Torslunde, er der en ledig plads som bymand i bystyret.

DAGSORDEN FOR BYSTÆVNE

1. Valg af dirigent
2. Oldermandens beretning – Evt. andre beretninger fra udvalg
3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab
4. Fastsættelse af kontingent for kommende år
5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)
6. Behandling af indkomne forslag (se §12)
7. Eventuelt

Årets regnskab  til behandling på Bystævnet jf. punkt 3 fremgår nedenfor:

regnskab2015

Referat af Bystyremøde 01-02-2016

Referat af bystyremøde den 1. februar 2016
Til stede: Torben, Mogens, Adam, Daniel, Wili, Niels, Helle
  • Økonomi
    • Årsresultat på 40.423,00 i indtægter og 42.674,90 i udgifter
  • Planlægning af Bystævne
    • Dirigent: Charlotte melder sig
    • Øl/vand: Adam
    • Ost/Pølse: Torben
    • Brød: Helle
    • Vin: Niels
    • Økonomi: Daniel fremlægger
    • Beretning: Torben sender rundt i stikordsform, tilføjelse om at der ikke må smides haveaffald i skoven. Fremhævelse af alle initiativer i landsbyen, ikke kun dem som bylauget er en del af.
    • På valg er Torben, Wili, Adam, Helle – alle genopstiller
    • Ingen forslag er fremsendt.
  • Torslundevej
    • Torben deltager i møde med kommunen den 17. februar om vejprojektet.
    • Der afholdes borgermøde inden bystyremødet, hvor kommunen fremlægger forslag til vejprojektet. Reminder udsendes sammen med regnskab.
  • Festudvalg
    • Kalender: Adam laver en liste med datoer for arrangementer, der også skal vendes med Charlotte.
    • Tovholder: Der søges tovholdere til bystævnet. Fx en liste der sendes rundt. Adam laver listen.
  • Ældrecafe i Torslunde
    • Der blev afholdt møde den 13. januar. Der blev snakket om mulighederne for at etablere en ældrecafe, fx som en del af et byhus.
  • Lille Bygade
    • Der er sendt en forespørgsel til kommunen om vejlavsmodeller.
  • Torslunde Festival
    • Besætning af madtelt 27-28. maj. Der mangler en ansvarlig fra Bylauget og en 4-5 personer, der vil stå for det.
  • Gadejorde
    • Der er ikke noget nyt om retssagen. Ole Horskær er stoppet, og sagen er overtaget af centerchef Anja Carlslund.
  • Eventuelt
    • Ingen bemærkninger