Alle indlæg af Kirsten Nymann
STATUS PÅ BYUDVIKLING I TORSLUNDE

På byrådsmødet i sidste uge tirsdag den 27. maj drøftede Ishøj Byråd planerne for byudvikling i Torslunde. Mødet var velbesøgt af borgere fra Torslunde.
Planerne om byudvikling i Torslunde er en del af Ishøj Kommunes samlede forslagskatalog til revision af Fingerplanen. Kataloget består af 17 forslag, hvoraf forslag nr. 8 og 9 vedrører byudvikling i Torslunde.
På byrådsmødet blev et revideret forslagskatalog vedtaget. I det reviderede katalog blev det mest vidtgående forslag om byudvikling i Torslunde droppet (forslaget omhandlede en spejling af byen nord for Torslundevej). Til gengæld blev forslaget om byudvikling øst for Torslunde fastholdt.
Socialdemokratiet, Enhedslisten og Steen Skovhus fra Ishøjlisten stemte for det reviderede forslagskatalog.
De øvrige partier i form af SF, Venstre, IshøjDemokraterne og de øvrige 3 medlemmer af Ishøjlisten havde fremsat forslag til et mere reduceret forslagskatalog, hvor begge forslag til byudvikling i Torslunde var droppet.
På byrådsmødet stillede Torslunde Bylaug spørgsmål om, hvilken strategi, politik eller planfaglighed, der ligger bag kommunens ønske om at byudvikle i Torlsunde (se spørgsmålet vedhæftet herunder). Vi synes ikke, at vi fik noget svar, men det kan man selv få syn for her på TV-transmissionen fra byrådsmødet (spol frem til 34.24 minutter): https://www.youtube.com/watch?v=mvWaL7xiDvE
Men uanset svaret er spørgsmålet interessant, fordi det udfordrer kommunens planfaglighed.
TAG MED TIL BYRÅDSMØDE

På byrådsmødet i morgen tirsdag den 27. maj drøfter Ishøj Byråd planerne for byudvikling i Torslunde. Bystyret opfordrer byens borgere til at deltage på byrådsmødet for at vise byrådet, at vi interesserer os for, hvad kommunen planlægger hen over hovedet på os.
Planerne om byudvikling i Torslunde er en del af Ishøj Kommunes samlede forslagskatalog til revision af Fingerplanen. Kataloget består af 17 forslag, hvoraf forslag nr. 8 og 9 vedrører byudvikling i Torslunde.
Læs mere her under pkt. 74 om Forslag til revision af Fingerplan 2019: https://ishoj.dk/borger/demokrati/dagsordener-og-referater/ishoej-byraad-27-05-2025-16-30
NEJ TIL BYUDVIKLING AF TORSLUNDE TIL DOBBELT STØRRELSE

I går var der møde i Økonomi- og Planudvalget i Ishøj Kommune. Pkt. 85 på dagsordenen handlede om Ishøj Kommunes forslag til revision af Fingerplanen som led i, at ministeren for området ønsker Fingerplanen opdateret og har opfordret kommunerne til at komme med idéer og input.
Ishøj Kommune har udarbejdet et forslagskatalog på i alt 17 forslag, som blev drøftet på mødet i går. Forslag nr. 8 og 9 handler om boligudvikling i Torslunde. Begge forslag indbefatter en væsentlig udvidelse af landsbyen. Forslag 9 indbefatter en fordobling af landsbyen i form af en “spejling” af det nuværende landsbyområde nord for Torslundevej.
Torslunde Bylaug er sat i verden med det formål at bevare Torslunde som landsby, og bystyret ser forslag 8 og 9 som en meget alvorlig trussel mod landsbyen. Bystyret har forud for mødet i går sendt en mail til medlemmerne af Økonomi- og Planudvalget, hvor vi opfordrede dem til at tage forslag nr. 8 og 9 af bordet.
Det fremgår af referatet fra mødet i går, at den endelige beslutning om forslagskataloget (og herunder også forslag 8 og 9) bliver oversendt til behandling i byrådet. Det kan kun læses sådan, at der IKKE var enighed i Økonomi- og Planudvalget om Bystyrets opfordring til at tage forslag nr. 8 og 9 af bordet.
Bystyret opfordrer derfor DIG og DIN NABO til at møde op til byrådsmødet på tirsdag i næste uge for at overvære byrådets drøftelse af sagen og for at vise byrådsmedlemmerne er vi er MANGE i Torslunde, der er imod en fordobling af vores landsby.
På byrådsmødet vil bystyret stille et spørgsmål om sagen til byrådet – vi har derudover ikke mulighed for at ytre os på mødet. Men vi har mulighed for at overvære debatten og blive kloge på, hvem der er vores støtter i denne sag. Og det er meget værd i et valgår.
Tidspunktet med tilhørende dagsorden for byrådsmødet i næste uge offentliggøres på torsdag den 22. maj her: https://ishoj.dk/borger/demokrati/dagsordener-og-referater/
Se referatet fra mødet i går – og læs mere om Ishøj Kommunes forslag til boligudvikling i Torslunde her (se pkt. 85 og se især bilag 2): https://ishoj.dk/borger/demokrati/dagsordener-og-referater/oekonomi–og-planudvalget-19-05-2025-17-00
Skal Torslunde boligudvikles til dobbelt størrelse?
I morgen mandag den 19. maj er der møde i Økonomi- og Planudvalget i Ishøj Kommune. Pkt. 85 på dagsordenen handler om Ishøj Kommunes forslag til revision af Fingerplanen som led i, at ministeren for området ønsker Fingerplanen opdateret og har opfordret kommunerne til at komme med idéer og input.
Ishøj Kommune har udarbejdet et forslagskatalog på i alt 17 forslag, som skal drøftes på mødet i morgen. Forslag nr. 8 og 9 handler om boligudvikling i Torslunde. Begge forslag indbefatter en væsentlig udvidelse af landsbyen. Forslag 9 indbefatter en fordobling af landsbyen i form af en “spejling” af det nuværende landsbyområde nord for Torslundevej.
Torslunde Bylaug er sat i verden med det formål at bevare Torslunde som landsby, og i bystyret ser forslag 8 og 9 som en meget alvorlig trussel mod landsbyen. Bystyret har i går sendt en mail til medlemmerne af Økonomi- og Planudvalget, hvor vi opfordrer til at forslag nr. 8 og 9 tages af bordet (se vedhæftede dokument).
Bystyret opfordrer jer alle til at følge sagen. Dvs. tjek op på referatet fra mødet i morgen. Hvis pkt. 8 og 9 ikke er blevet taget af bordet på mødet i morgen, vil vi opfordre jer til at møde op i byrådssalen til byrådsmødet tirsdag den 27. maj (sandsynligvis kl. 17), hvor vi forventer, at sagen vil være på dagsordenen.
Vi skal stå sammen og vise Ishøj Byråd, at vi er MANGE, der er imod en fordobling af vores landsby.
Læs mere om Ishøj Kommunes forslag til boligudvikling i Torslunde her (se pkt. 85 bilag 2): https://ishoj.dk/borger/demokrati/dagsordener-og-referater/oekonomi–og-planudvalget-19-05-2025-17-00
Referat fra bystyremøde 07.05.2025
TA’ MED PÅ HAVEVANDRING

Ta’ med på endnu en af Torslunde Bylaugs nye havevandringer, som har til formål at inspirere os alle til, hvordan vi kan øge biodiversiteten i vores private haver. Samtidigt får du mulighed for at få et kig ind i nogle af Torslundes mange smukke og hyggelige haver.
Dette er den anden havevandring og den afholdes tirsdag den 13. maj kl. 19.30 med start hos Ragnhild og Uffe på Torslundevej 103B. Derfra går vi ad stien langs Lille Vejleå til Præstemosen for at høre nattergalen synge. Vi fortsætter op over marken til Kirsten og Karsten for at se den nygravede sø, som der nu er kommet vand i. Hvis du synes, det er for langt at gå, kan du tage din cykel med.
På denne havevandring har vi ikke deltagelse af kloge folk fra kommunen, så vi skal give hinanden inspiration til, hvordan vi alle kan bidrage til mere biodiversitet i vores private haver.
Meld dig til havevandringen ved at skrive en mail til bystyre@torslunde.dk. Skriv også gerne, hvis vi må besøge din have på en af de kommende havevandringer.
REFERAT AF BYSTÆVNE 16.03.25
Tak for stort fremmøde til bystævnet i marts. Hermed fremsendes referat og oldermandens beretning.
BYSTÆVNE 2025: UPDATE

Hermed en update forud for bystævnet på næste søndag:
1. Husk tilmelding:
Meld dig til bystævnet senest mandag den 10. marts ved at skrive til bystyre@torslunde.dk. Bystævnet afholdes søndag den 16. marts kl. 13 i Konfirmandstuen. Og husk at du skal være medlem af Torslunde Bylaug for at deltage på bystævnet. Du kan melde dig ind ved at skrive til bystyre@torslunde.dk.
2. Bystyret fremsætter forslag om vedtægtsændring:
Bystyret foreslår en vedtægtsændring, som skal sikre, at vores vedtægter lever op til Nordea-fondens – og lignende fondes – krav, så vi har mulighed for at søge fondene om penge til eventuelle fremtidige projekter.
Nordea-fonden stiller krav om, at de foreninger, som fonden støtter, har et punkt i deres vedtægter om, hvad der skal ske med foreningens formue i tilfælde af foreningens opløsning.
Bystyret foreslår derfor følgende vedtægtsændring:
Tilføjelse af ny §16: Bylaugets formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i §1.1 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål.
3. Du kan stille op til valg til bystyret:
På bystævnet er der valg til bystyret. Bystyret varetaget bylaugets løbende aktiviteter og afholder 4-8 møder i løbet af året. Bystyret opfordrer alle, der har interesse i byens ve og vel til at stille op. Følgende medlemmer af bystyret er på valg i år:
Dorte Gadeberg; skatmester – modtager genvalg
Morten Lindgren; bymand – modtager ikke genvalg
Niels Berendsen; bymand – modtager genvalg
Birgitte Hansen; suppleant – modtager genvalg
Henrik Hansen; revisor – modtager genvalg
4. Referat af seneste bystyremøde:
Bystyret har holdt møde ifm. planlægning af bystævnet. Referat fremgår her:
INDKALDELSE TIL BYSTÆVNE 2025
