Referat af bystævne den 17. marts 2019

Der blev afholdt bystævne i konfirmandstuen ved kirken søndag den 17. marts 2019 kl 14:00. Ca. 50 deltagere var mødt frem. Ved arrangementet var bystyret som vanligt efterfølgende vært ved et lille traktement præget af ost, pølse og rødvin.

Dagsorden

1. Valg af dirigent

2. Oldermandens beretning – Evt. andre beretninger fra udvalg

3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab

4. Fastsættelse af kontingent for kommende år

5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)

6. Behandling af indkomne forslag (se §12)

7. Eventuelt

Ad 1. Dagsorden

Henrik blev valgt til dirigent, Adam til referent.

Ad 2. Oldermandens beretning og beretning fra udvalg

Ditte fortalte om Grundlovsfesten og Halloween. Begge arrangementer var meget velbesøgte. Grundlovsfesten er det største arrangement. Halloween-festen var også usædvanligt velbesøgt til spisning.

Der er også afholdt høstfest, loppemarked og mandemarch. Der er afholdt juletræstænding og fastelavn sammen med kirken. Der har også uden for bylavsregi afholdt Torslundecafeer. Høstfesten 2019 er fastsat til 24. august.

Bylauget har drøftet GDPR og fastlagt beskyttelsen af persondata efter de nye regler.

Ring 5-sagen har fyldt meget. Bylauget støtter op om initiativerne. Opfordring til indmeldelse i facebook-gruppen for Ring 5.

Vejen er næsten færdig. Der mangler et bump i den ene ende. Der er kommet nogle udkørselsproblemer ift. cykelstien. Lille Bygade har fået ny belægning, og kommunen har betalt en andel.

I retssagen om gadejorden blev processen udskudt igen. Gadejordene i forbindelse med Sprøjtehusbakken behandles efter samme proces. Der har været en opmærksomhed omkring bebyggelser ned mod åen, som er blev udsat til efter lokalplan.

Der er købt en hoppeborg, der tages i brug til grundlovsdag. 

Der er en lokalplan på vej, hvor et udvalg med Ole og Wili er meget aktive. Tidsplanen er, at vi skal have et forslag i høring næste forår. Kommunen vil meget gerne bestemme, hvad der skal ske i Torslunde. Men bystyret peger på, at det er vigtigt, at kommunen husker, at lokalplanen skal være af hensyn til beboerne i landsbyen. Karsten, Rikke og Adam meldte sig også til udvalget om lokalplanen sammen med Ole og Wili.

Spørgsmål og bemærkninger til beretningen

Der blev peget på, at byportene er ved at være rådne. Bystyret vil kigge på det.

Der blev peget på, at bystyret bør gå ind i arbejdet med at sikre fibernet og bedre internetdækning.

Der var en drøftelse af, hvordan det sikres, at bylauget favner også omegnsområderne af Torslunde og de nyere områder i landsbyen. Der var bl.a. forslag om at bruge de succesfulde fællesaktiviteter i byen til at skabe bredere opbakning og at udbyde til bredere drøftelser af lokalplanen.

Der var en drøftelse af, at der skal være mere reklame for bylauget, fx gennem en pjece eller postkort.

Der var forslag om at lade sig inspirere fra Tune, hvor man ifm. Ring 5 havde lavet en trafikplan, hvor vejene burde gå osv.

Der var et stort ønske fra mange af deltagerne for flere arrangementer, hvor lokalplanen drøftes.

Der var et ønske om, at byhus-diskussionen opprioriteres igen.

Der var et forslag om, at der lægges mere information på hjemmesiden. Hvis man ikke selv er redaktør, kan man sende det til Adam.

Beretningen blev taget til efterretning.

Ad 3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab

Der er indkøbt en hoppeborg, som var billigere end forventet. Der er desuden begyndt at komme en effekt af det højere kontingent. Der har dog igen i år været problemer med korrekt opkrævning af kontingent.

Ad 4. Fastsættelse af kontingent for kommende år

Der blev vedtaget uændret kontingent.

Ad 5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)

Der var fredsvalg.

David blev valgt som ny skatmester.

Ole og Helle blev genvalgt som bymænd.

Niels blev genvalgt som suppleant

Mogens blev valgt til suppleant i stedet for David, da denne blev valgt til kasserer.

Ad 6. Behandling af indkomne forslag (se §12)

Der var ikke indkommet nogle forslag.

Ad 7. Eventuelt

Kirsten orienterede om arbejdet med Ring 5. Der er igangsat et omfattende arbejde og samarbejde på tværs af landsbyerne i korridoren. Der er stort engagement. Der arbejdes på også at få engageret borgere i Ishøj i sagen og få større opmærksomhed om sagen hos politikere og medier. Der var opfordringer til at skrive læserbreve og gå til vælgermøder og konfrontere politikere til at tilkendegive deres holdninger til Ring 5. Der var stor opbakning og ros til Kirsten for den store indsats imod motorvejen.

Der blev peget på, at der ligger mange hundelorte og løse hunde i landsbyen. Der henstilles til, at alle bedes holde hunde i snor og samle hundlorte op.

Stig orienterede om, at Pumpehuset kan fredes.

Karsten orienterede om nogle af vejene omkring kirken.

Der er også en diskussion omkring oprettelse af en skov omkring kirken, hvor der udestår nogle afklaringer af skel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.