Energinet borgermøde den 23. november

Energinet afholder borgermøde på Zleep Hotel i Høje-Taastrup på onsdag den 23. november. Det er VIGTIGT, at du møder op (deltagelse kræver ikke tilmelding).

Mødet har til formål at indsamle borgernes idéer og forslag til indholdet af den miljøkonsekvensrapport, som skal laves forud for den endelige beslutning om, hvor transformerstationen i Solhøj skal placeres. Alle placeringer omkring Solhøj er fortsat i spil.

På mødet skal vi f.eks. kræve grundige undersøgelser af om de værdifulde kildepladser i vores område er forenlige med en transformerstation. Og vi skal kræve, at der tages vare på vores skønne naturområder.

I bylauget har vi med hjælp fra engagerede Solhøj-borgere ganske nemt kunnet udpege relevante, alternative placeringer af transformerstationen. På mødet vil vi kræve disse alternative placeringer grundigt undersøgt. Vi vil ikke lade os spise af med usaglige argumenter, som vider om, at vores grønne områder er valgt, fordi de udgør en nem og hurtig løsning for Energinet.

Det giver simpelthen ingen mening at placere en gigantisk energifabrik midt ude på en åben mark. Den skal ligge i et område, hvor der er nærhed til andre energiforbrugende anlæg, så overskudsstrømmen udnyttes optimalt.

Borgermøde om Energinets planer om transformerstation

De grønne områder ved Torslunde og Solhøj er udpeget til et epicenter for den grønne omstilling. Det er svært at være imod – vi skal alle bidrage. Men derfor skal du alligevel forholde dig til, hvad det er, der er ved at ske med dit lokalområde. Begavet grøn omstilling kræver kritiske borgere, der presser på for at sikre de bedst mulige løsninger i lokalområderne. Og her kommer du ind i billedet:

KOM TIL ENERGINETS BORGERMØDE PÅ MANDAG DEN 7. NOVEMBER KL. 19 PÅ HØJE-TAASTRUP GYMNASIUM: BLAND DIG I HVORDAN ENERGINETS PLANER OM TRANSFORMERSTATION, VEJANLÆG, TUNG TRAFIK, STØJ OG P-T-X-ANLÆG SKAL REALISERES.

Tilmeld dig her lige nu lige her: www.htk.dk/transformer

Energinet, som står for at realisere projekterne, kører hen over både borgere og kommune i planlægningsprocessen. Vi bliver f. eks. bedt om at tage stilling til de store anlægsprojekter uden at få informationer om de tilknyttede store vejføringer, som vil lede tung trafik gennem vores grønne områder.

Dertil kommer, at HOFOR har advaret Energinet om, at de udpegede placeringer er uforenlige med beskyttelse af Torslunde/Solhøjs uerstattelige drikkevandskilder, som forsyner hele København med rent vand.

Den grønne omstilling indebærer nogle af Danmarkshistoriens største investeringer. De skal planlægges med omhu for at sikre, at vi får de bedst mulige løsninger. De skal ikke forhastes igennem pga. urealistiske tidsplaner. Og de skal ikke ske på bekostning af rent drikkevand eller uden omtanke for, hvordan vi undervejs passer på vores naturområder. Forhastet udrulning af den grønne omstilling giver os mindre og dårligere grøn omstilling.