Referat af bystævne den 6. marts 2016

Dagsorden

1. Valg af dirigent
2. Oldermandens beretning – Evt. andre beretninger fra udvalg
3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab
4. Fastsættelse af kontingent for kommende år
5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)
6. Behandling af indkomne forslag (se §12)
7. Eventuelt

Ad 1. Valg af dirigent

  • Charlotte la Cour blev valgt til dirigent. Hun konkluderede, at bystævnet var rettidigt indkaldt.

Ad 2. Oldermandens beretning – evt. andre beretninger fra udvalg

  • Ditte orienterede om arbejdet med at arrangere grundlovs- og høstfest sammen med Maria. Det gik rigtig godt med mange deltagere og godt humør. De er behov for flere hjælpere til næste år. Bystyret lægger op til, at vi vil prøve at få lagt arrangementerne tidligere fast og søge at få flere tovholdere til arrangementerne.
  • Der har været afholdt mange arrangementer. Udover høstfest og grundlovsfest har der været holdt juletræstænding og fastelavn med kirken, løbeklubben Thors Løbere, Torslunde Festival, mandemarch, æblemosteri, Halloween – nu også med pølser og øl til de voksne, Foreningen bæredygtige landsbyhaver, affaldsindsamling, Sankt Hans på shelterpladsen.
  • Retssagen om gadejordene har været meget tidskrævende og med et omfattende materiale. Retssagen blev udsat nogle gange, men blev endeligt afholdt. Ishøj Kommune og Torslunde Bylaug vandt sagen ved byretten med en klar afgørelse. Den blev dog anket til landsretten. Der er berammet en retssag den 30. maj 2016.
  • Økonomien i er stadig vældig sund. Vi opfordrer folk til at ansøge om midler til aktiviteter, der gavner byen. Der blev givet afslag på støtte til Børnenes Bæredygtige Landsbyhave, hvor vi ikke så os i stand til at matche beløbet, der lå væsentligt over tidligere tilskud, men intentionen var og er rigtig god.
  • Byhusudvalget har mødtes indtil videre to gange og arbejder med mange forskellige modeller. Der er tendens til, at der går hønen eller ægget i debatten: ”Vi kan få et hus, hvis vi har mange arrangementer”eller ”Vi får mange arrangementer, hvis vi har et hus”. Der er flere mere eller mindre attraktive muligheder (grunde/lokaler) udenfor byen, men det skal være i centrum af byen, hvis det virkelig skal styrke det nære miljø. Der arbejdes videre med mulighederne.
  • Samarbejdet med kommunen er fortsat rigtig godt. Desværre er vores faste indgang til teknisk forvaltning Ole Horskær gået på pension, men vi skal nok få ført samarbejdet videre, specielt omkring sagen med gadejordene. Vi har således både de officielle møde med teknisk direktør og borgmester, men også en masse daglig kontakt og gensidig forståelse.
  • Torslundevej: Godt samarbejde med kommunen omkring fremtidig løsning. Der er et fint løsningsforslag på bordet, og det er vedtaget at gå i gang i 2016/17. Det er budgetteret og planlagt for 2016. Der indebærer dobbelt cykelsti, nye chikaner/bump og afledning af regnvand. Projektet er blevet præsenteret på borgermødet inden Bystævnet.

Download Oldermandens beretning her.

Ad 3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab

  • Regnskabet blev fremlagt af Daniel. Der har været et lille planlagt underskud. Det blev godkendt uden bemærkninger.

Regnskabet kan downloades her.

Ad 4. Fastsættelse af kontingent for kommende år

  • Det blev vedtaget, at kontingentet fortsætter uændret.

Ad 5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)

  • Oldermand Torben Mandrup blev genvalgt for 2 år
  • Bymand Adam Lebech blev genvalgt for 2 år
  • Bymand Wili Jensen blev genvalgt for 2 år
  • Bymand Daniel Ødegaard udtræder midt i valgperioden pga. fraflytning. 1. suppleant Niels Berendsen indtræder som bymand i stedet for ham i resten af perioden.
  • 2. suppleant Helle Gammelgaard indtræder som 1. suppleant i stedet for Niels Berendsen i resten af perioden
  • Nyvalgt til 2. suppleant for 2 år Ditte Elsborg

Ad 6. Behandling af indkomne forslag (se §12)

  • Der er ikke indkommet nogle forslag.

Ad 7. Eventuelt

  • Stig orienterede om en ny “Torslunde cafe” for ældre, der skal styrke det lokale fællesskab gennem hyggelige cafearrangementer i regi af Ældres Netværk. Cafeen kommer så vidt muligt til at foregå i konfirmandstuen fra kl. 14-16 hver anden tirsdag, og der vil være kaffe og kage.
  • Bylauget blev bedt om at klage til kommunen om, at der står haveaffald fremme på Torslunde Bygade, som bl.a. besværliggør færdsel.
  • Der blev orienteret om projektet Cykel uden alder, hvor der kommer til at stå en sofacykel på Torsbo, hvor man kan melde sig som pilot for at hjælpe ældre rundt på en cykeltur. Der er et introduktionsarrangement lørdag den 19. marts 13-15.
  • Wili orienterede om, at der laves en ny model for madteltet til Torslunde Festivalen. Man er meget velkommen til at melde sig, hvis man gerne vil deltage.
  • Torben orienterede om, at man drøfter behovet for buskørsel med kommunen.
  • Wili orienterede om, at der afholdes mandemarch igen i år efter samme model som sidste år.
  • Maria orienterede om foreningen om Torslundebørnenes Bæredygtige Landsbyhaver. Det har været sjovt at prøve at lave småhaver, så vi fortsætter med det. Foreningen dropper den ellers tildelte støtte, fordi det stiller for mange krav til deltagerne.  Det kommer til at køre videre, men ikke med en fast dag.
  • Vi prøver at høre kommunen om bedre græsslåning på shelterpladsen, hvor der ikke er blevet slået græs omkring shelterne.
  • Der afholdes affaldsindsamling igen i år den 17. april 2016, hvor vi håber, at alle støtter op. Affaldsindsamlingen i 2015 var den største succes nogensinde.
  • Der står en gravko på Torslundemaglevej. Politiet er orienteret om det, men den er endnu ikke fjernet. Der blev peget på, at det var farligt, når der ikke er belysning, og risiko for, at børn kunne lege på den.
  • Henrik orienterede om beskæringsgruppen på Torslundemaglevej.
  • Vandværksforeningen holder vandværkets dag den 29. maj for at sætte fokus på landsbyområdet.
  • På Torslundevej 79 står der en del af en lade, som det forventes, at kommunen vil bede om bliver fjernet.

 

Referat af borgermøde om Torslundevej

Torslunde Bylaug afholdt den 6. marts kl. 14-15 borgermøde om de foreslåede ændringer af Torslundevej med anlægning af bl.a. gang/cykelstier i hver side af vejen om nye vejbumt. Ishøj kommune og det rådgivende ingeniørfirma Niels & Risager fremlagde projektforslaget og svarede på spørgsmål. Der blev bl.a. peget på følgende:

  • Der anvendes en planlægningshastighed på 40 km/t
  • Der lægges op til, at der laves afløbsrender mellem vejbane og fællesstier, der kun afbrydes ved sideveje
  • Der laves trapezbump med hævet flade i de 3 kryds
  • Fartdæmpere laves ved at indsnævre vejen til 4,5m. Der skal kunne gennemkøre landsbrugsmaskiner
  • Der anlægges fællesstier på 1,7m i begge sider af vejen og en rabat på ca. 0,7 m
  • Der plantes træer ved fartdæmperne
  • Indsatser i gadelamper udskiftes til LED
  • De kigger på muligheden for kantsten, hvor problemet dog er niveauforskel ift. udkørslerne
  • Projektet opstartes efteråret 2016, og forventes færdig i foråret 2017

 

Husk borgermøde og bystævne i dag fra kl. 14

Husk borgermøde om de trafikale forhold på Torslundevej i dag kl. 14-15 i Konfirmandstyre og bystævne (bylaugets årlige generalforsamling) fra kl. 15 efterfulgt som vanligt af et lille traktement af ost, pølse, øl, vand og vin. Da Daniel flytter fra Torslunde, er der en ledig plads som bymand i bystyret.

DAGSORDEN FOR BYSTÆVNE

1. Valg af dirigent
2. Oldermandens beretning – Evt. andre beretninger fra udvalg
3. Aflæggelse og godkendelse af regnskab
4. Fastsættelse af kontingent for kommende år
5. Valg i henhold til vedtægterne (Se §3)
6. Behandling af indkomne forslag (se §12)
7. Eventuelt

Årets regnskab  til behandling på Bystævnet jf. punkt 3 fremgår nedenfor:

regnskab2015