Hurraa!!! Torslunde-børnenes bæredygtige landsbyhave har fået 42.000 kr fra Friluftsrådet, til at etablere landsbyhaven!

Fru Tudse

Det er med stor glæde vi kan offentliggøre, at TBBL har fået dette flotte tilskud.

Pengene er givet til et konkret projekt som inkluderer: Dynamisk højbedsanlæg, kreativt legende regnvandsanlæg, lille haveskur og overdækning (evt. pergola med nedtagbar overdækning, hønseslot med gård, kompostanlæg, bålkøkken, permanent beplantning (buske og træer), info-tavler, haveredskaber og undersøgelsesudstyr.

Friluftsrådet har lagt særlig vægt på, at området skal være offentligt tilgængeligt (i de lyse timer selvfølgelig), og at projektet bygger på frivillig arbejdskraft.

Vi glæder os som små børn til at komme i gang, og arbejder på højtryk for, at finde et godt sted til haven.

Ved spørgsmål til projektet, kontakt formand Helle Ranzau på tlf.: 22478611 eller email: helleranzau@hotmail.com. Du kan følge vores arbejde på vores facebookside og/eller på torslunde.dk, under “netværk” i bjælken for oven.

Mvh TBBLs bestyrelse

Høstmarked for børn på Bredekærgård

2014-09-04 15.56.04

Søndag d. 5. oktober kl. 10-15 holdes der høstmarked i børnehøjde på Bredekærgård i Tranegilde.

Der er allerede adskillige lokale Torslunde-producenter som deltager med boder, og vi vil gerne have endnu flere torslundere med. Så, går du med en lille drøm om at sælge din egenproduktion på et lokalt marked, kommer chancen her. Det er gratis at have en bod, vi skal bare vide om du kommer, så vi kan stille borde klar.

Markedet bliver en blanding af boder med salg fra private, foreninger og erhvervsdrivende, primært lokale producenter. Derudover vil der være en masse aktiviteter for børn:

– Lær at lave hokkaido-græskarsuppe

– Vær med til at lave æblemost af dine egne æbler

– Se hvordan man slagter en høne

– Lær at strikke eller hækle

– Se hvordan man drejer figurer i træ

– Lyt med når Ishøj bibliotek læser højt

– Besøg gårdens dyr

– Gå på QR-kodejagt på Bredekærgård med Bonden Kresten

– Hjælp Torslunde-børnenes bæredygtige landsbyhave med at bygge et kæmpe insektbo, og meget meget mere…

Høstmarkedet bliver arrangeret af lokalhistorisk forenings børneudvalg, bedre kendt som Aktiviteter for børn. Det er os som bl.a. står bag Store Plantedag på Bredekærgård, Trolderier i Tranegilde og de lokale Byttemarkeder. Du kan læse mere om os og vores arrangementer på facebook, og følge os der.