Cykler på Torslundevej

Kære Torslunder

I øjeblikket er de sidste brikker ved at falde på plads på Torslundevej. Der bliver sat steler op omkring bumpene, således at det ikke længere bliver muligt at køre uden om, til fare for cyklister og fodgængere. I den forbindelse bliver det vanskeligere for cyklister at passere udenom bumpene. Torslundevej er ikke lige bred overalt, og der hvor der ikke er de foreskrevne 75cm, vil man snarest etablere en stribe asfalt som cyklisterne kan køre udenom på. Bylauget synes ikke at denne løsning er ideel, idet vi ved enhver given lejligheder, har gjort kommunen opmærksom på, at en cykelsti vil være den optimale løsning. Det er embedsmændene ikke uenige i, men der foreligger ikke politisk vilje til at få denne løsning i øjeblikket. Vi kæmper selvfølgelig videre for sagen.

Det er vigtigt at understrege, at den stribe asfalt der er mellem vejbanen og rabatten ikke er en cykelsti. Det betyder i praksis, at cyklister i mange tilfælde også vil være nødsaget til at køre på vejbanen. I den sammenhæng er det vigtigt, at man viser cyklisterne hensyn og respekterer lovgivningen i forhold til hastigheden. Vi har allerede haft besøg af politiet i byen og de havde en rigtig indbringende dag, så de kommer gerne igen:-)

Så fat mod, Bystyret arbejder for en blivende og kønnere løsning, glæd Jer over den nedsatte hastighed og bliv ved med at vise hensyn overfor specielt skolebørnene.

Julehilsner fra

Torben Mandrup (Oldermand)